I løbet af de seneste to år har over 300 ukrainske flygtninge boet i Ringparken.
Foto: Emma Dalum
Det er over to år siden, at de første ukrainske flygtninge kom til Ryomgård. I dag er byens modtagecenter midlertidigt hjem for 25 flygtninge. Èn af dem er 41-årige Iriyna.
Af Regitze Daubjerg og Emma Dalum
Bag et støvet vindue på Nordre Ringvej 9 sidder ukrainske Iriyna Khomenko i sin sofa.
På det ældre plejehjem i røde sten gemmer kommunens modtagecenter sig, hvor knap 20 af de 24 lejligheder i dag er beboet af ukrainske flygtninge.
Når man kommer ind ad den lange, grå gang, er en af de første lejligheder på højre hånd tilhørende Iriyna og hendes søn. Den lille toværelses lejlighed er sparsomt møbleret, og det lugter indelukket.
Foruden sofaen og et sofabord, er det eneste møbel et TV, og inde i soveværelset den seng, som hende og sønnen deler.
Skydedøren til soveværelset er lukket til, for selvom vi besøger Iriyna ved middagstid, ligger teenagesønnen stadig og sover.
Selvom Iriyna ikke har mange penge til rådighed, har hun dækket sofabordet op med slikskåle og byder os også på drikkevarer.
Vi sætter os omkring bordet.
Iriyna dumper ned på sin plads i sofaen.
Hun tager en slurk kaffe fra sin kop.
Fra Tjernihiv til Ryomgård
Iriyna kommer til Danmark 1. juni 2023, men hendes flugt fra Ukraine starter længe før.
Faktisk helt tilbage da krigen for alvor bryder ud i starten i 2023.
Først flygter hun fra Ukraine med både med sin mor og sine to børn. De når kun til Tyskland, før savnet blev for stort. De ville tættere på familien hjemme i Ukraine.
Efter nogen tid tilbage i et krigshærget Ukraine føler Iriyna sig nødsaget til at flygte igen – hun føler sig ikke tryg i hjembyen længere.
Valget falder på Danmark, fordi hendes barndomsveninde netop er flygtet dertil, og Iriyna gør sig klar til endnu engang at skulle forlade sit hjem, sine venner og sin familie.
Men denne gang må hun tage rejsen alene.
Iriyna har taget fysiske fotos med fra Ukraine af familie og venner.
Foto: Emma Dalum.
Tilbage i Iriynas lejlighed i Ringparken bliver stemningen sørgmodig, da snakken falder på den lange rejse ud af landet.
Som så mange andre ukrainske flygtninge kan hun berette om en lang, panisk og udmattende rejse.
Om først Ukraine, hvor turen på tværs af landet var præget af bombeangreb, skud og militæraktioner.
Sidenhen blev disse erstattet med propfyldte flygtningelejre op igennem Europa, hvor næstsidste stop var 10 dage i Sandholm lejren nær Allerød.
Herefter blev hun tildelt Syddjurs Kommune.
Brede smil og åbne arme
Iriyna husker tydeligt den dag hun ankom til Ringparken og smiler.
“Jeg blev mødt med smil, hjælpsomhed og åbne arme fra de frivillige her – jeg følte mig virkelig velkommen her. Det føles næsten hjemligt”
Iriyna fik ved sin ankomst til Ringparken tildelt en toværelses lejlighed, som hun indtil for knap 4 måneder siden har boet i alene. Ofte kan der bo helt op til 4 mennesker i denne type lejlighed.
Foto: Emma Dalum)
Kommunen stiller nogle timers hjælp til rådighed, og derudover er alle tilbudt sporgundervisning én gang om ugen.
Men derudover står Iriyna på egen hånd her.
Og så ikke helt alligevel.
For i Ringparken er der altid hjælp at hente for beboerne hos de to frivillige, Duddi Bech Pindstrup og Lone Ovesen.(Aktivt link til artikel om Duddi og Lone)
Særligt Duddi er Iriyna kommet tæt på.
Og det er da også Duddi, der banker på, mens vi sidder omkring sofabordet og snakker.
“Alt OK, Iriyna?” Spørger Duddi, og laver tommelfingre, der peger opad, mens hun ser spørgende på Iriyna.
Hun nikker og rejser sig for at give Duddi et stort kram. Selvom de to kvinder ikke kan kommunikere på samme sprog, er det helt tydeligt, at de nyder hinandens nærvær, og de forsøger sig med fagter og ord på både dansk, engelsk og ukrainsk. Og så griner de sammen – faktisk en hel del.
Iriyna nyder at få et afbræk fra alle bekymringerne og bare grine sammen med Duddi og ryge en cigaret. FOTO: Emma Dalum.
Grå dage, søvnløsenætter
Hverdagen i Danmark byder for Iriyna ellers ikke på mange grin.
Allerede to uger efter hendes ankomst fik hun et job, og i dag arbejder hun ved et rengøringsfirma. Hun er glad for jobbet, hvor hun ofte møder tidligt om morgenen og kommer hjem hen på eftermiddagen, nogle gange først til aften.
Men dagene ligner hinanden og er svære at adskille.
“Det hele føles meget gråt. Det er ligesom stillestående.”
Når hun kommer hjem fra arbejde, laver hun aftensmad og ser fjernsyn.
Ofte ringer hun også til familie og venner hjemme i Ukraine.
Familien i hjemlandet fylder enormt meget i hendes tanker, og det samme gør en iboende angst for krig, katastrofe og død.
Særligt om natten kan hun have svært ved at slippe angsten og falde i søvn.
Moderskabets smerte
Hjemme I Ukraine har Iriyna nemlig efterladt et stykke af sit hjerte.
I en lejlighed på 10. Sal i Kiev bor Iriynas 20-årige datter og hendes forlovede.
Hovedstaden Kiev er et af de mest udsatte områder i Ukraine.
Datteren studerer på universitet og ønsker ikke at følge sin mor til Danmark. Hun drømmer om at blive i hjemlandet, færdiggøre sin uddannelse og gifte sig i den nærmeste fremtid.
Og selvom Iriyna godt forstår sin datter, så gør det ondt på hende, at hun har efterladt sin datter i et krigshærget land.
“Jeg kan ikke rigtig slippe tanken om hende i løbet af dagen,” forklarer Iriyna og hiver sin telefon frem.
På sin telefon viser hun os en app. Et kort over Ukraine, hvor de østlige regioner er farvet røde. Rundt omkring på kortet vises små, gule alarmklokker. Iriyna forklarer, at det er i disse områder, hvor der netop nu er luftalarm.
Mange gange om dagen finder hun appen frem og holder øje med hjembyen Tjernihiv og hovedstaden, Kiev på kortet. Hun har også notifikationer på sin telefon fra appen.
Den har blinket mindst en håndfuld gange, mens vi har siddet omkring sofabordet.
“Jeg ringer altid til hjem til hende, og hører om hun er okay, når alarmen går”, fortæller Iriyna. Det er lige meget om det er midt om natten. Iriyna slukker aldrig for appen.
Iriyna forklarer, at alle ukrainere både i og udenfor Ukraine har en app som Air Alarm Ukraine” på deres telefon.
Foto: Emma Dalum
Home is where the heart is
Et år efter sin ankomst til Ringparken tager Iriyna den lange tur tilbage til Ukraine.
Hendes 15-årige søn har netop færdiggjort grundskolen, og Iriyna har besluttet, at han skal med hende til Danmark, inden han fylder 16 år.
På grund af den russiske invasion indkalder hæren drenge fra 16-årsalderen til militærforberedende øvelser og kurser, så de er klar til at blive mobiliseret den dag, de fylder 18.
Iriyna ved godt, at sønnen ikke er meget for at skulle forlade Ukraine, men han skal ikke mobiliseres, ligesom hendes bror og sønnens far netop er blevet det. Det kan hendes hjerte ikke klare.
Meget af inventaret i Iriynas lejlighed er donationer fra lokalsamfundet, men plakaten har hun selv haft med.
Foto: Emma Dalum
Hjemme i Tjernihiv besøger Iriyna kirkegården. Blandt de nyere gravsteder ser hun sin tidligere chef og gamle legekammerater fra sin barndom. Hun tænker tilbage på sit liv inden den russiske invasion, og savner alt det og alle dem hun har sagt farvel til.
Hun tænker også på det grå, men tryggere liv i Ringparken, der er begyndt at bære præg af, at de frivillige donationer og kræfter er ved at slippe op. Når hun en dag skal flytte fra sin lejlighed på modtagecenteret, får hun lov at vælge nogle møbler at tage med sig – men lageret med donationer er ved at være udtømt.
Og hvem skal flytte for hende?
Hvem skal hjælpe hende i den nye by, hun måske bliver placeret i af kommunen?
Selvom bekymringerne i dag er for store til, at Iriyna tør flytte hjem til Ukraine, så længes hun efter at komme hjem.
Her forstår hun kulturen og sproget – det er hjem.
Ringparken bliver det hvert fald aldrig helt.
Denne artikel er en del af en serie om ukrainske flygtninge, hvor vi ønsker at sætte fokus på de ukrainske flygtninge i Syddjurs Kommune, samt de frivillige, som har grebet dem.
Kender du til andre flygtninge, som kunne have lyst til at dele ud af deres hverdag i Syddjurs Kommune? Så hører vi meget gerne fra dig.