Da krigen i Ukraine brød ud følte Duddi og Lone, at de var nødt til at gøre noget. I dag er de faste frivillige i Ringparken.
Af Liv Cramer Agerslet & Joakim Lundgren Tryk
I Ringparken i Ryomgård render Duddi Bech Pindstrup og Lone Ovesen rundt.
De er frivillige, og her bruger de meget af deres tid i, hvad der i dag er et modtagecenter for ukrainske flygtninge.
Selvom de to har travlt til hver dag, så ved mange i lokalsamfundet faktisk ikke, at det stadig huser flygtninge.
I starten vrimlede det med frivillige i og omkring Ringparken, der meldte sig til at gøre klar til de ukrainske flygtninge. Folk donerede ting i masse vis og stod til rådighed som chauffører, frisører og alt der imellem.
“Det var fantastisk. Folk kom med alt fra te, skeer, dyner, opvaskemaskiner, tøj til babysenge. Alt.” fortæller Lone.
I takt med at den offentlige opmærksomhed på krigen i Ukraine langsomt er aftaget, er engagementet for det frivillige arbejde også.
Ringparken, der før var fuld af liv, er begyndt at dø stille hen. Men Duddi og Lone er der stadig, og de har ikke tænkt sig at gå frivilligt.
Trang til handling
Ringparken blev i marts 2022 gjort klar til at være et modtagecenter for ukrainske flygtninge. Dagen efter skulle der gøres rent, og allerede da stod Lone klar med en hjælpende hånd.
“Jeg bor lige ved siden af Ringparken, så jeg tænkte, at hvis de kom og blev mine naboer, så kunne jeg lige så godt hjælpe til.”
Et par dage efter dukkede Duddi også op efter hun havde set et opslag om, at Ringparken skulle klargøres.
“Da krigen eller invasionene startede, græd jeg lidt. Jeg havde det sådan, at jeg var nødt til at gøre noget.”
Herefter gik ikke mere end en lille uge, før de første flygtninge ankom til Ringparken midt om natten.
Næstekærlighed som drivkraft
Duddi Bech Pindstrup og Lone Ovesen er i dag en drivende kraft i at holde Ringparken kørende som modtage center.
De er nemlig de eneste frivillige, som går rundt på det nedlagte plejehjem til daglig.
Det er næste kærlighed, der driver dem.
“Den hjælp, vi giver dem, er uundværlig. Det er vi jo ikke i tvivl om.”
Fra mistillid til grin
I dag har Duddi og Lone er tæt forhold til de ukrainske flygtninge i området. Men det ikke et bånd, som har været nemt at skabe. Det tog lang tid af vinde de første flygtninges tillid.
Det var blandt andet fordi, at ukrainerne havde en vis mistillid til det offentlige med hjemmefra, hvor man kan bestikke sig til bedre forhold. Det ændrede sig, da de fandt ud af, at Duddi og Lone ikke var offentligt ansatte, men frivillige.
I dag er der fuld tillid mellem de ukrainerne og Duddi og Lone. Og den tillid er uundværlig i dagligdagen.
“Fordi vi har den her tillid, kan vi grine både af os selv og hinanden.”
Det hjælper også, at Duddi og Lone er et særligt godt makkerpar.
Det perfekte match
Duddi og Lone virker til at have kendt hinanden altid, men de vidste ikke, hvem hinanden var inden Ringarken. Kemien mellem dem blomstrede og de blev hurtigt det perfekte makkerpar.
“Duddis hoved er kaput og Lones krop er kaput.” fortæller de begge grinende.
“Det den ene ikke kan, det kan den anden. Og resten klarer vi i fællesskab.”
Både Lone og Duddi er førtidspensionister og kan derfor ikke være på arbejdsmarkedet.
Så de to som engang var fremmede for hinanden, bruger i dag det meste af hverdagen sammen i Ringparken.
Tanker
Dagligdagen i Ringparken
Duddi og Lones opgaver er mange og varierede. Foruden at gøre værelser klar til kommende flygtninge, hjælper de dem også, når de er flyttet ind og kommet på plads. Da de to fortæller om hverdagen i Ringparken er der skiftevis grin og mere alvorlige miner.
“Vi hjælper jo praktisk taget med alt. Det er lige fra Rejsekort og MitId til oprettelse af bankkonti og sådan noget som at tage til lægen eller tegne forsikringer.”
Midlertidigt hjem – men vedvarende bånd
I dag bor der ifølge Udlændingestyrelsen 339 ukrainske flygtninge i Syddjurs Kommune. For tiden huser Ringparken 25 af dem, hvoraf de nyeste to ankom 3. oktober i år. Men siden Ringparken åbnede sine døre som modtagecenter, har omkring 300 ukrainere i perioder kunne kalde det deres hjem.
Men man kan ikke bo permanent i Ringparken, så beboerne bliver løbende flyttet ud samtidig med at nye flytter ind. De fleste bor der i et par måneder, mens andre bor der også i længere tid.
Duddi og Lone ses stadig med nogle af Ringparkens tidligere beboere, og der venter altid kæmpe krammere, uanset om de mødes planlagt eller tilfældigt i supermarkedet. Så der er et tydeligt bånd mellem dem. De hjælper også fortsat dem, som ikke længere bor i Ringparken.
Og det kan i den grad mærkes:
“Altså, de er jo dybt, dybt taknemmelige. Nogle af dem, der er flyttet herfra, ser vi jo stadigvæk. Vi bliver også inviteret til fødselsdage og sådan.”
Nogle af Ringparkens tidligere beboere er i dag taget tilbage til Ukraine. Det er en hjerteskærende oplevelse for Duddi og Lone, men holder de stadig kontakten.
“Vi følger med i deres liv på Facebook og de skriver tillykke når der er fødselsdage og sådan nogle ting. Det er rart, så man kan se de stadig har det okay.”
En usikker fremtid
Fremtiden for Ringparken er usikker. Udviklingnen i Ukraine er uvis og håndteringen af flygtninge derfra ligeså. Fortsætter Ringparken som modtagecenter i kommunen, så fortsætter Duddi og Lone også med at troppe op og hjælpe.
“Det er jo rent egoistisk, det her er jo vores andet hjem… hvis Ringparken lukker, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal give mig til,” fortæller Lone.
Duddi og Lone forventer, at der kommer en ny større gruppe flygtninge til vinter, når der for alvor bliver koldt i Ukraine.
Som det ser ud lige nu, har Ringparken opbygget et tilstrækkeligt lager af diverse ting, som nye flygtninge har behov for som for eksempel møbler, gryder, håndklæder og så videre. Men når de nye rykker ind, er det ikke sikkert, det er nok. Derudover har folk lidt glemt, at Ringparken eksisterer.
“Det er dødt. Folk ved ikke, at det stadig er her.”
Duddi og Lone sætter dog stor pris på, hvor gode de lokale borgere har været til at hjælpe tidligere og håber at de også vil hjælpe til i fremtiden.