I 2014 fik Mørke 4,5 millioner kroner til at lave en byfornyelse. Siden har det været borgernes opgave at vedligeholde byen, men de er siden stoppet med at bidrage. Det er Birgit Jensen ikke.
Af Amalia Holm
Elisa Skjødt Kragh
Andreas Rahbek
”I behøver ikke tage skoene af,” siger 84-årige Birgit Jensen.
For der er jo tænkt over det tøj, man har på. Man skal være pæn.
Og på samme måde ønsker hun også en ren, pæn by. Derfor tager hun hver dag ud for at rydde op og rengøre i Mørke.
”Jeg skal ikke bo i en by, der er snavset.”
Et par meter foran hendes hus kan man se et bed. Før rakte det ud over det halve af fortovet, men nu har Birgit klippet det ned med en kantslåer. I morges fjernede hun cigaretskodder fra selvsamme bed.
Engang stod det så skidt til, at hun talte de skodder, hun fyldte sække til randen med. Tusinder. Indtil hun satte spande op ved stationen, der skulle afhjælpe problemet.
“Det sidder i mig, fra jeg var i lære som købmand. Dengang kunne jeg ikke gå til Dagli’ Brugsen uden at samle papir op. Det har fulgt mig hele livet at rydde op.”
Ukrudtet stikker ikke op mellem fliserne foran Birgit Jensens hus. Hun har revet det væk med en kniv. Og vandet i springvandet ved siden af stationen – ja – det har Birgit også renset.
Hvem har ansvaret?
Selvom Birgit Jensen arbejder for en ren by, er det ikke hende, der har ansvaret for det. Springvandet, som hun rensede, er faktisk kommunens ansvar. Det siger Alette Lena Skov-Hansen, der var projektleder på byfornyelsen i Mørke, og som i dag er udviklingskonsulent i Syddjurs Kommune.
“Men jeg har indtrykket af, at mange er taknemmelige for alt det, Birgit gør i byen,” siger Alette Lena Skov-Hansen.
Fra 2014 til 2019 blev der bevilget 4,5 millioner kroner til en fornyelse af Mørke. Aftalen var, at borgerne selv skulle stå for det meste af vedligeholdelsen af byen, efter de fik lavet de nye tiltag som et byhus og en ny park ved siden af stationen.
“Og det kan vi ikke,” siger Birgit Jensen. ”For der er ingen, der har lyst til det.”
Rengøre sin vej til oplevelser
Det er ikke alle, der forstår Birgit Jensens ukuelige arbejde for en flot by. Så sent som i går var der en til banko, som spurgte, hvorfor Birgit kvæler sig selv med sit arbejde i byen. At det er dumt.
“Det er da ikke dumt, for jeg har det godt med det. Hvis I kommer hjem til mig, så kan I se, at der ikke er noget, der vender forkert, og der er rent over det hele. Og så er min have i orden. Hvad vil I så have, at jeg skal lave, sagde jeg? Sætte dig og læse en bog, sagde de. Det kan jeg overhovedet ikke sidde stille til. Det er da dødssygt, når jeg kan gå ud og opleve noget på gaden ved at gøre rent og snakke med folk.”
Birgit Jensen har flere anekdoter, end hun kan nå at fortælle på halvanden time. Med en introduktion til arbejdsmarkedet som børnepasser, da hun kun var 12 år, og et liv, der både har bosat hende i København, Hamborg, Fredericia og senest Mørke i 1963, hvor hun besluttede sig for at blive. Og i byen Ebeltoft var hun også flittig med at rydde op.
“Der holdt jeg hele stykket fra Ebeltoft og ud til Nøset rent. Det er en sygdom. Men jeg påstår ikke, at jeg har rengøringsvanvid,” siger hun.
Hun har altid lavet meget. Da hun fyldte 80 år, ankom hun til sin fødselsdag på rulleskøjter. I dag danser hun og tilbringer sine onsdage på krolfbanen. Som hun også vedligeholder.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skulle lave, hvis jeg ikke arbejdede på at gøre byen ren,” siger hun.
Hvis ansvar er det?
Alette Lena Skov-Hansen, udviklingskonsulent i Syddjurs Kommune, fortæller, at det var den arbejdsgruppe, der i sin tid besluttede, hvordan det skulle se ud, der også skulle holde det ved lige. Men den opgave varetager de ikke længere.
“De er blevet ældre, nogen er blevet syge, og andre er flyttet fra byen. Derfor er det distriktsrådet, der har arvet den forpligtigelse.”
Distriktsrådet har dog svært ved at samle folk til at vedligeholde byen, fortæller Karsten Kristiansen, der er formand for Mørke Distriktsråd. Derfor arbejder de i øjeblikket på at finde en løsning.
”Her har Birgit selv påtaget sig opgaven uden at organisere det med distriktsrådet, og det er fint. Men det er et offentligt areal, og derfor er der nogle problemer med det.”
En taskforce for et rent Mørke
Hun åbner døren ud til hovedvejen. Går hurtigt gennem regnen, inden hun går på line over en lille streg forhøjet asfalt for at holde balanceevnen ved lige. Bag venterummets røde mursten sidder Niels, som hun hilser på. Og rundt om Niels ser man de vægge, Birgit i øjeblikket kæmper for at få malet over.
På den står der ”Lort.”
Der er to penisser, der sprøjter.
Og Kina er rangeret højere end USA.
Det er netop det rum, der har inspireret hendes seneste idé. En form for taskforce, der skal være repræsentanter for et rent Mørke, når væggen en gang bliver malet. Hun hilste på tre unge. Senere to mere. Og forsøgte at hverve dem ind til det nye hold, der skal sørge for, at venterummet forbliver rent. ’Repræsentanter for en ren by,’ kalder hun dem.
“Jeg håber på, at det smitter. De unge mennesker mangler at lære det. Det prøver jeg at lære dem med arbejdet på stationen,” siger hun.
På hendes vej tilbage fra venterummet mod hendes hus hilser en mand, der kører i en forbipasserende bil. Da den er væk, ser man stolen, Birgit har sat op langs sin hvide ydervæg. Herfra kan hun sidde og holde øje med Mørke Station på den anden side af vejen. Og forhåbentlig en dag se maleren komme forbi og male venterummet.